>Engang havde haft om< Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.
Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt.
Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme.
Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.
Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid.
»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.«
Karsten Holm rystede på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«
»Jeg gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.
Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved.