>Jeg går til konsulatet< Jeg ved, hvor god min søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden. Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har bekymringer, må du endelig dele dem med mig.
Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn.
Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne.
Jeg omfavner jer i mine tanker.'
Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage.
»Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?«
ȁh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt.
»Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ?
Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille.
Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden.
»Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv.
»Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. «
»Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.«
Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig.
Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet.
Men samtidig vidste han, at han ikke turde.
»Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle.